Shield with a checkmark and text GDPR compliant

Mandaa EUmail

Overholdelse af GDPR fylder fylder mere og mere når der indgås IT aftaler i Danmark og det gør sig også gældende hos CUBS. Derfor vurderer vi løbende hvordan vi kan tilbyde vores afregningsklienter stadig bedre forhold på dette område.

Siden sommeren 2022 har vi taget en ny service i brug til udsendelse af emails fra CUBS. Det drejer sig om Mandaa EUmail (https://mandaa.io), som har erstattet Sendgrid som vores primære leverandør af email udsendelse. Årsagen til skiftet er at vi i forbindelse med opstart af nye kunder ofte er stødt på spørgsmål omkring hvorvidt man i tilstrækkelig grad kan have tiltro til GDPR overholdelsen hos ikke EU baserede virksomheder.

Mandaa EUmail udvikles fra Spanien af et europæisk team og hostes i Danmark. Der anvendes ingen underleverandører i EUmail. Fokus er på at leverere en GDPR sikker platform til udsendelse af transaktionelle emails. Mandaa EUmail anvender ikke public cloud, men leveres fra et professionelt datacenter i Danmark. Det sikrer en 100% overholdelse af GDPR.

En anden fordel ved skiftet til Mandaa EUmail er at CUBS og vores afregningsklienter kan få support på EUmail på både dansk og engelsk og i vores egen tidszone. Da Mandaa EUmail teamet er baseret i EU så kender de også alt til problematikkerne omkring GDPR. CUBS er en “early adapter” af EUmail og der lyttes til vores afregningsklienters behov og ønsker, så der løbende kommer nye features ind i EUmail på baggrund af disse ønsker og behov.

CUBS produktnyt – oktober 2021

CUBS har over sommeren holdt en såkaldt Freeze periode, hvor der ikke er kommet nye udgaver af CUBS systemet. Nu er vi imidlertid i gang igen og er startet med release 3.9 i slutningen af august. Releasen bestod primært af en versionsopgradering af vores platform og det er planen at ca. hver 3 – 4 release i efteråret skal være forbeholdt opdatering og optimering af vores platform.

Nyheder

I midten af september udkom vi med version 3.10, som indeholdt følgende nyheder og forbedringer.

Inkassomodul En af nyhederne i version 3.10 er en større opdatering af vores inkasso modul, som vi kalder Inkasso v2. Modulet består af en generel inkasso komponent og foreløbigt to plugins. Det ene plugin er for klienter, som har intern inkasso eller ikke anvender et understøttet inkassosystem. Det andet plugin giver direkte integration til inkassosystemet Debbie (https://www.debbiecollect.com/). Den direkte integration til Debbie betyder at kunder kan overføres til inkassosystemet med få klik og med komplet historik på skyldige beløb, gebyrer mv.

Inkassomodulet er designet, således at det er relativt enkelt at udvikle yderligere integrationer til andre online inkassosystemer.

Flyt saldo I CUBS er det muligt at have mere end et kontokort for samme kunde. Det kan f.eks. anvendes til at adskille forskellige typer af regninger eller hvis en kunde har flere afdelinger, hvor regningerne ønskes adskilt. Det kan så føre til, at der f.eks. er penge tilgode på et kontokort, som ønskes anvendt til at betale en regning på et andet kontokort. Det har længe været muligt at flytte penge mellem to kontokort indenfor samme kunde, men nu er det blevet endnu lettere med et dedikeret menupunkt til denne type flytning. Der er naturligvis revisionsspor på flytningen og logning af hvilken bruger som flytter pengene.

Selvbetjenings backend Den sidste større nyhed i version 3.10 er en helt ny selvbetjenings backend. Det kræver lidt forklaring. Når en afregningsklient (CUBS kunde) ønsker at etablere en selvbetjeningsløsning, så består sådan en af to dele: En Frontend, som er det slutkunden ser, samt en Backend, som fungerer som bindeled mellem CUBS systemet og Frontend. CUBS afregningsklienter skal i fremtiden benytte enten CUBS standard selvbetjening, eller selv få udviklet en frontend, hvis man gerne vil have sit eget look and feel på selvbetjeningen. Så fordelen er altså, at hvis man vil lave sin egen frontend, så kan udviklerne koncentrere sig om brugeroplevelsen for deres kunder og ikke bekymre sig om kommunikationen med CUBS og vedligeholdelse af en backend.

Væsentligste funktioner i backend:

  • Brugerstyring, authentifikation, password recovery
  • Stamoplysninger på kunde, aftaler og leverancer, kundesaldo
  • Fakturaliste med beløb, pdf download af faktura, betaling
  • Tilmelding til betalingsmetoder
  • Forbrugsgrafer
  • Ret udvalgte stamoplysninger

Øvrige nyheder I tillæg til ovenstående nye features i CUBS, så indeholdt version 3.10 også en lang række mindre forbedringer på en række områder, hvor vi kan fremhæve disse:

  • Forbedret håndtering af ‘Datahub Reject Services’ og ‘Afvist af leverandørskifte’ beskeder
  • Ny funktion til automatisk eksport af finansielle data
  • Nye eller forbedrede rapporter
    • Balance ansvarlig data
    • Aldersfordelt saldo
    • Afdragsordning oversigt
    • Leverance stamdata
    • Aftale stamdata
    • Udbetalinger – afventer behandling
    • Betalingsservice afvisninger
  • Forbedret visning af el-målepunkters stamdata, således beskrivende tekst som supplement til markedskoder
  • Forbedret håndtering af status på aftaler, så afsluttede aftaler skjules
  • Forbedret visning af Datahub beskeder
  • Tilføjet flere flettefelter ved afsendelse af emails

Igangværende opgaver

I de kommende måneder vil der blive arbejdet på releases som indeholder nye eller forbedrede funktioner, som f.eks.

  • Opgradering af markedsmodul for Gas (Gas v3)
  • Forbedret support for opstartsgebyr
  • Selvbetjenings-frontend
  • Performance optimeringer
  • Forbedret adgang til vores cloud storage for afregningsklienter
  • Forbedrede og nye data-udtræk
  • Forbedret behandling af FIK indbetalinger
  • Nye funktioner i udbetalingsmodulet
  • og meget andet

Produktnyt juni 2021

Introduktion

Velkommen til det 2. CUBS produktnyt. Siden sidste Produktnyt har vi udgivet flere nye releases af CUBS core, CUBS Datahubmodul og CUBS Data warehouse. Fælles for disse releases er, at der primært har været tale om opdateringer relateret til vores platform, samt fundament til kommende lanceringer af nye eller opdaterede features. Et eksempel på dette er ændringerne til FlexCVS – vores dataudtræksmodul – som nu er klar til de kommende konverteringer af vores eksisterende Eksporter til vores FlexCSV format.

Udbetalinger. Et andet område, som er blevet opdateret, er CUBS udbetalingsmodul, hvor vi har defineret et returfil-format, som er generelt anvendeligt. Dette vil gøre det lettere for flere at bruge udbetalingsmodulet uanset hvilken bank man anvender.

Rykker v3. Version 3 af CUBS rykkermodul er nu i drift hos alle kunder og er samtidig blevet forbedret yderligere. Vi kommer til at skrive mere om hvad man kan med rykkermodulet på et senere tidspunkt – men en ny funktion er muligheden for at sætte en rykkerproces på pause indtil en given dato, hvorefter processen kører videre automatisk. Det er også blevet muligt at vælge en rykkerskabelon i forbindelse med oprettelse af nye aftaler via vores API.

Færdigmarkering af el-leverancer. Arbejdet med at færdigmarkere tidligere el-leverancer er nu afsluttet. Siden efteråret 2020 er alle el-leverancer blevet færdigmarkeret i forbindelse med en slutopgørelse, således at leverancerne kan springes over ved fakturering. Hvis der senere kommer en regulering fra el-markedet til forbruget i en tidligere periode for leverancen, så åbnes leverancen automatisk for en gen-beregning ved næste fakturering.

Data konsistenstjek (DKT). I sidste produktnyt skrev vi om en opdatering af vores datakonsistenstjek mod Datahubben. Det arbejde er nu ved at være afsluttet og vi kan allerede nu se en enorm forbedring af kørselshastigheden. De første tests viser en forbedring på ca. 50x hastigheden før omlægningen.

Datahub integrationsmodul. I CUBS er alle handlinger og data, som er direkte forbundet til Datahubben og el-markedet, samlet i et CUBS Datahub modul. Dette modul vedligeholdes naturligvis løbende og har, siden sidste Produktnyt, nået version 2.6.0. Denne version indeholder dels de forbedrede funktioner til DKT, men også flere optimeringer som vil give bedre performance når CUBS henter data til visning eller fakturering.

CUBS 3. parts faktureringsmodul

I denne udgave af Produktnyt har vi valgt at gå lidt i dybden med vores 3.parts modul. Modulet er et integrationsmodul, som gør det muligt at håndtere fakturering fra 3. parts systemer i CUBS.

Det fungerer ved, at man via API indlæser fakturalinier til en faktureringskø. Disse linier associeres med enten en aftale eller en leverance. Ved næste fakturering samles disse linier op og medtages som en integreret del på fakturaen og indgår naturligvis også i opkrævningen. Da fakturalinier, betalinger mv. overføres til data warehouse er det senere muligt at rapportere på status på de importerede linier. Associering til en leverance medfører at linierne vises sammen med leverancen på fakturaen, mens associering til en aftale normalt betyder at linierne får deres eget afsnit på fakturaen. Det er dog muligt at få tilpasset faktura layoutet, således at man selv kan bestemme hvordan linierne skal præsenteres.

CUBS behøver ikke kende indholdet af linierne før de importeres, da alle nødvendige informationer medtages i API kaldet – herunder f.eks. antal, varenummer, tekst, enhedspris, hvilke finanskonti som linierne skal posteres på, og om der skal beregnes moms.

Det er desuden muligt at tilføje tags til de data, som indlæses i CUBS. Disse tags medtages til både PDF generering og videre til data warehouse. I PDF processen er det muligt at benytte dem til at styre layout-elementer, mens de i data warehouse giver bedre mulighed for specifik rapportering.

Informationerne, som ønskes medtaget i en fakturering, kan indlæses forud for hver fakturering eller forud for en længere periode. Det angives for hver indlæsning, hvornår den tidligst må medtages i en fakturering, så det er muligt at indlæse f.eks. 1 linie til hver måned i de kommende 12 måneder.

Eksempler på anvendelsesmuligheder, som vi har konkret erfaring med:

  • Engrosfakturering i forbindelse med fakturering af naturgas
  • Finansieringsydelser relateret til skift af naturgasfyr
  • Forbrug af timer og reservedele ved servicebesøg
  • Forsikringydelser, herunder bilforsikringer

Hvis du vil vide mere om CUBS 3. parts fakturering, så kontakt Torben Sørensen på tel. 7077 7060.

Introduktion til de 5 trin der lader dig inkludere indhold fra 3. parts systemer på din CUBS faktura.

Produktnyt april 2021

Introduktion

Velkommen til dette første CUBS Produktnyt. Formålet er at informere om hvilke ændringer, forbedringer og nye funktioner i CUBS, der arbejdes på, eller som er under planlægning (roadmap). 

MobilePay logo

Nyt i CUBS

MobilePay Subscriptions er et produkt fra MobilePay, som understøtter løbende opkrævninger via MobilePay. CUBS understøtter med version 3.2 MobilePay Subscriptions. Det kræver en aftale med MobilePay og CUBS, samt at den opkrævende virksomhed autoriserer CUBS til at foretage MobilePay opkrævninger på deres vegne. Kontakt CUBS for yderligere information. 

Rykker v3 er afløseren for både Rykker v1 og v2. Version 3 kom med i CUBS primo 2021 for udvalgte kunder og er nu klar til generelt brug. Alle CUBS afregningsklienter (kunder) vil blive migreret til version 3 i løbet af foråret 2021, og flere er allerede godt i gang. Version 3 giver mulighed for at definere flere rykkerprocesser og på aftale-nivuau at definere hvilken rykkerproces fakturaer under aftalen skal følge. Desuden er der kommet et visuelt overblik over de enkelte rykkerprocesser, samt naturligvis mulighed for at styre udsendelse af rykkere individuelt for hver rykkerproces. 

Screenshot af rykker v3
Debbiecollect logo

Event sourced færdigmarkering på elleverancer. Siden midten af 2020 er afsluttede og opgjorte elleverancer blevet markeret som endeligt afsluttede, når der er lavet en slutopgørelse. Denne markering sparer tid i forbindelse med fakturering, da CUBS hurtigere kan sortere disse leverancer fra. Såfremt leverancen bliver opdateret (ændringer fra markedet eller brugere), så fjernes markeringen, så leverancen automatisk genberegnes ved næste fakturering. 

Igangværende opgaver

Kontokort. På baggrund af ændringerne i version 3.2 mht. datoer for kontokortsposter er vi i gang med tiltag, som vil forbedre load hastigheden af kontokort betydeligt. Ændringerne indføres løbende fra version 3.2 (ultimo april 2021). 

Eksporter (CUBS rapportering) er ved at blive moderniseret og flyttet, så de fremover vil fungere ligesom FlexCSV. Brugerinterfacet vil være det samme som FlexCSV, og eksporterne vil komme til at køre i baggrunden ligesom FlexCSV. Rapporterne vil under migreringen blive vurderet med hensyn til relevans, felter/data og performance. I forbindelse med omlægningen vil enkelte eksporter, som i dag køres mod Core databasen, blive erstattet af tilsvarende rapporter trukket fra data warehouse. Omlægningen sker for at få en bedre performance og give en mere ensartet brugeroplevelse. Ændringerne vil blive introduceret løbende fra version 3.3 (forventes primo maj 2021).

Datahub datakonsistenstjek undergår i øjeblikket en omlægning, som vil optimere dannelsen af datafiler til Datahub, samt flytte opgaven fra CUBS Core til vores uafhængige Datahub modul. Rettelsen forventes i produktion senest med version 3.3.

Inkasso modul v2. I slutningen af 2. kvartal forventer vi at lancere version 2 af vores understøttelse af Inkasso. Version 2 kommer til at indeholde et modul til direkte integration til inkasso systemet Debbie, samt et generelt modul til afregningsklienter, som ikke ønsker at benytte Debbie. Integration til andre inkassosystemer udføres på baggrund af konkret efterspørgsel hos nuværende eller kommende afregningsklienter.

Timefakturering af tariffer. Der arbejdes pt. på en optimering af fakturering af timebaserede tariffer. 

Fakturering. Der arbejdes på en alternativ metode til lagring og levering af forbrugsdata, som forventes at forkorte tidsforbruget i forbindelse med fakturering af opgørelser. 

Aftale status. Aftaler har i dag en status, som er aktiv for alle aftaler undtaget afsluttede aftaler for afdragsordninger. Der arbejdes på en forbedring (event sourced status beregning), som betyder, at aftaler markeres som inaktive, hvis de er tomme eller kun indeholder afsluttede leverancer. Inaktive leverancer kan således springes over i forbindelse med fakturering, hvilket giver en forbedring af hastigheden ved batch faktureringer. 

Performance i øvrigt. Sideløbende med ovenstående opgaver holder vi øje med hvordan CUBS opfører sig nu, hvor alle kører i skyen. I de kommende releases vil performance på forskellige områder blive forbedret. Det drejer sig bl.a. om generel performance af vores brugerinterface, samt hastigheden på eksporter. 

Den nære fremtid

3. og 4. kvartal vil for CUBS teamet byde på ret få større ændringer og nye moduler. Da teamet arbejder agilt, vil den endelige prioritering først blive fastlagt hen mod udgangen af 2. kvartal, men det forventes, at en række af nedenstående områder vil komme med på listen:

  • Adskillelse af opkrævningsmetoder og udsendelsesmetoder
  • Optimeret lagring af finansposteringer for fakturaer
  • Ændring til agregering af fakturalinier, specielt i relation til elvarme
  • Udbetalingsmodul – styrket gruppering og rapportering
  • Event-source status-beregning på abonnement og gas leverancer
  • Nyt interface til vedligehold af produktpakker, produktgrupper, produkter og prislister
  • Nyt design til visning af målepunktsdata for el-målepunkter
  • Nyt design til visning af leverancer og aftaler på kundesiden
  • Modernisering af APIer
  • Udvide antallet af events, der kan abonneres på via webhook
  • Eventsourced fakturering